3 uger

Hold da op! Mit indre er et kæmpe virvar af føleser og tanker der kaotisk myldrer rundt i panik. Hvad skal der ske? Hvor skal jeg hen? Er de søde? Kan jeg klare det her? Er det det rigtige at gøre?

De ringede. De ringede fra EF kontoret. Forvirringen. Overraskelsen. Længslen. Glæden. Rædslen. Det hele blandet sammen i et splitsekund da manden i telefonen sagde at de havde en familie til mig. Nogen vil have mig. I hvilken ende af landet ved jeg ikke. Jeg ved ikke om det er en enlig mor, et ældre ægtepar eller et nygift par med 4 børn. Jeg ved ikke om det er i brandvarme Texas, jeg ved ikke om det er i altid regnfulde Washington, jeg ved ikke om det er i altid frodige Colorado. Jeg har ingen idé. Og nu tikker uret. 3 uger. 3 uger til at nå det hele. 3 uger til at sige farvel til alle. 3 uger til at give slip på alt det jeg ikke vil forlade. 3 uger til at give slip på det jeg aldrig vil give fra mig. Det bliver 3 hårde uger. Det bliver 3 gode uger. Det bliver 3 uger hvor jeg glæder mig. Endelig.